Nyt fra KL  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏
      Logo
 

KL's EU-nyhedsbrev - Juni 2025

Velkommen til det andet EU-nyhedsbrev fra KL i 2025! Vi håber, at I så småt er ved at være klar til at gå på sommerferie.  
 
Der sker fortsat meget på EU-plan. Med alt det, der er i gang, er det afgørende, at KL har fokus på netop de sager, der vurderes mest relevante for kommunerne. Derfor kan du i dette nyhedsbrev læse mere om KL’s prioriterede EU-sager for 2025. Du kan også læse om det danske EU-formandskab og om flere af de sager, som KL arbejder med i Det Europæiske Regionsudvalg fx aftalen om ren industri, cybersikkerhed for hospitaler og andre sundhedstjenester og om kommunernes rolle i gennemførelsen af EU’s klimaindsats.  
 
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte KL’s EU-team. Kontaktoplysninger findes nederst i nyhedsbrevet.  
 
Kender du andre, som ønsker at modtage KL’s EU-nyhedsbrev, så send gerne en mail til asf@kl.dk, så de kan komme på mail-listen.
 
 

KL's prioriterede EU-sager

Under overskriften “Moving Forward Together: A Bolder, Simpler, Faster Union” præsenterede EU-Kommissionen den 11. februar sit arbejdsprogram for 2025. Arbejdsprogrammet fungerer som Kommissionens politiske pejlemærker og udstikker de vigtigste lovgivningsinitiativer og strategiske mål for det kommende år. Programmet danner dermed også rammen for, hvilke EU-sager KL prioriterer i sit interessevaretagelsesarbejde.  
 
I KL prioriteres EU-sagerne efter et A-, B-, C-system, hvor A-sagerne vurderes at have størst økonomisk og administrativ betydning for kommunerne. 
 
KL’s bestyrelse har for 2025 godkendt følgende ti A-sager:  
  1. EU’s simplificeringsdagsorden
  2. Ny handlingsplan for implementering af den europæiske søjle for sociale rettigheder (den sociale søjle)
  3. Plan for kvalitetsjob
  4. Evaluering af direktiverne om offentlige udbud
  5. EU-strategi for beredskab
  6. Evaluering af EU-regler om medicinsk udstyr og in vitrodiagnostik (MDR-forordningen)
  7. Forordning om AI (Kunstig Intelligens). Fokus på implementeringen af forordningen.
  8. Tech-giganternes efterlevelse af lovgivning  Disse sager vil i særlig grad præge KL’s EU-arbejde i den kommende tid.
  9. Den flerårige finansielle ramme for 2022-27- samt fokus på den kommende flerårige finansielle ramme for 2028-2034
  10. EU-strategi for vandresiliens
 
Prioriteringen sikrer, at KL målretter sin indsats mod de områder, der har størst betydning for kommunernes rammevilkår og handlemuligheder. Det er også sager, som vi løbende vil omtale i dette nyhedsbrev. 
 
Du kan læse mere om KL's prioriterede EU-sager her
 

Det danske EU-formandskab 2025

Det danske EU-formandskab nærmer sig nu med hastige skridt og starter 1. juli.  
 
For KL bliver en af de store begivenheder under formandskabet, at Det Europæiske Regionsudvalg afholder sit eksterne præsidiemøde i Danmark. Mødet arrangeres i samarbejde mellem KL, Danske Regioner og Regionsudvalget. Den danske europaminister, Marie Bjerre, åbner præsidiemødet, som finder sted den 18.-19. september 2025. Regionsudvalgets præsidie består af ca. 80 lokale- og regionale politikere fra alle EU’s medlemslande.  
 
Det overordnede tema for præsidiemødet bliver ”Demokrati og sikkerhed”. Temaet er aktuelt og stemmer godt overens med trioformandskabets (Polen, Danmark og Cypern) prioriteringer. Det er samtidig et tema med stor relevans for både kommuner og regioner — ikke mindst i lyset af det kommende kommunal- og regionalvalg i Danmark i november 2025.  
 
Der vil være to temadebatter under mødet. Den første debat vil fokusere på misinformation i forbindelse med kommunal- og regionalvalg og konsekvenserne for demokratiets sikkerhed. Den anden debat sætter fokus på beredskab og de udfordringer, som kommuner og regioner oplever med både cyber- og forsyningssikkerhed.  
 
Mødet bliver en vigtig anledning til at sætte kommunale og regionale perspektiver på dagsordenen i det europæiske samarbejde.  
 
KL ser generelt frem til formandskabet, som åbner nye muligheder for at sætte dagsordenen på europæisk niveau.  
 
”Vi er i KL glade for den mulighed, formandskabet giver os for at fremhæve emner, der er helt centrale for de danske kommuner. Det er vigtigt, at kommunernes stemme høres tydeligt i EU-samarbejdet, og vi vil derfor følge arbejdet tæt i KL,” siger Erik Flyvholm, formand for KL’s Internationale Udvalg, og fortsætter: “Vi ved, at EU påvirker omkring 40 pct. af en kommunalbestyrelses dagsorden, og det gælder især inden for områder som miljø og klima, arbejdsmarkedet og digitalisering. Derfor er det vigtigt, at det lokale niveau bliver inddraget i EU’s beslutningsproces, så den nye lovgivning passer bedst muligt til de lokale behov her i Danmark. Det kommer til at være noget af det, vi især vil sætte fokus på i det næste halve år.”
 
 

Aftale om ren industri - fokus på konkurrenceevne og grøn omstilling

EU-Kommissionen har sat fokus på at styrke EU’s konkurrenceevne og omstillingen til en grøn, digital og bæredygtig økonomi. Med strategien ”Aftalen om ren industri” fra februar 2025 ønsker Kommissionen at fremme grøn teknologi, tiltrække investeringer, styrke små og mellemstore virksomheder (SMV’er) og fremme innovation. Strategien skal samtidig bidrage til social og geografisk samhørighed og udnytte de regionale styrker i den industrielle omstilling.  
 
Regionsudvalget har udarbejdet en udtalelse, som fremhæver, at kommunale og regionale myndigheder bør inddrages aktivt i arbejdet med at realisere ”Aftalen om ren industri”. Det understreges her, at en stærk lokal forankring er afgørende for at fremme EU’s konkurrenceevne og understøtte den grønne omstilling i praksis.
 
 

Cybersikkerhed for hospitaler og andre sundhedstjenester

Cyberangreb er i stigning både på verdensplan og i EU. Udover at blive stadigt hyppigere og mere komplekse, så rammer de også inden for sundhedssektoren. Regionsudvalget har derfor udarbejdet en udtalelse, der understreger behovet for et stærkt cyberforsvar for hospitaler og i sundhedstjenester. Et højt cybersikkerhedsniveau i sundhedssektoren er afgørende for både lokal, national og europæisk sikkerhed.  
 
Selvom det primært er en national opgave at sikre sundhedssystemernes cybersikkerhed, ser EU-Kommissionen et behov for øget europæisk koordinering. I januar 2025 fremlagde Kommissionen en handlingsplan, som bl.a. foreslår oprettelsen af et europæisk cybersikkerhedsstøttecenter, der kan tilbyde værktøjer, rådgivning og træning til hospitaler og sundhedsudbydere.  
 
Regionsudvalget støtter initiativet, men peger på, at det regionale og lokale niveau i højere grad bør inddrages. Kommuner og regioner har en central rolle, hvis cybersikkerhedsstrategier skal fungere i praksis. Samtidig understreger udvalget, at sundhedsvæsenet allerede er presset af teknologiske, administrative og personalemæssige udfordringer, og at nye krav bør følges op af klare retningslinjer, realistiske rammer og passende finansiering.  
 
KL vurderer, at det er vigtigt, at EU-regulering ikke pålægger kommunerne uforholdsmæssige administrative byrder, og at nye krav koordineres med eksisterende regler som fx NIS2-direktivet. Samtidig bør kommunerne have en aktiv rolle i udviklingen og gennemførelsen af nationale cybersikkerhedsstrategier og have adgang til relevant støtte og værktøjer.
 
 

Gennemførelse af klimaindsatsen med henblik på EU's bidrag til UNFCCC COP30

Regionsudvalget har udarbejdet en udtalelse om EU’s bidrag til FN’s klimamål forud for klimatopmødet COP30. Udtalelsen fremhæver kommuners og regioners centrale rolle i at realisere klimaindsatsen, da det er på lokalt plan, at mange af de konkrete klimatiltag gennemføres.  
 
Der peges bl.a. på, at det er vigtigt at fremskynde den lokale klimaindsats og fremme naturbaserede løsninger, at mobilisere lokal finansiering til klimaindsats og indgå i flerniveaustyring og partnerskaber, fx gennem Borgmesterpagten og netværk som C40 Cities.  
 
Udtalelsen handler også om, at de lokale myndigheder bør have en stærkere formel rolle i den globale klimaindsats, også i EU’s bidrag til FN’s klimamål. Regionsudvalget opfordrer derfor til, at kommuner og regioner aktivt inddrages i udviklingen af EU’s kommende klimamål og i selve COP30-processen.  
 
KL vurderer, at det er positivt, at der lægges vægt på at styrke kommunernes rolle i klimaindsatsen og på at sikre bedre finansieringsmuligheder for lokale klimatiltag. Samtidig er det vigtigt, at den grønne omstilling også bidrager til at håndtere sociale, beskæftigelsesmæssige og sundhedsmæssige udfordringer lokalt.
 
 

Vil du vide mere?

Hvis du vil have yderligere information om KL’s arbejde med de ovennævnte sager og andet, da kan du kontakte følgende:  
 
EU-Teamleder Annemette Frost ift. det generelle EU-arbejde og KL’s prioriterede EU-sager. Telefon: +45 3370 3477 Mail: ASF@kl.dk  
 
Chefkonsulent Birgit Øbakke ift. det danske EU-formandskab Telefon: +45 3370 3481 Mail: BIB@kl.dk  
 
EU-konsulent Oliver Cipek Jørgensen ift. cybersikkerhed og ren industri Telefon: +32 471 95 15 03 Mail: OLCJ@kl.dk  
 
EU-konsulent Jes Vitting ift. Regionsudvalget og klima og grøn omstilling Telefon: +32 477 17 83 29 Mail: JEVI@kl.dk